Eftermiddagskaffe i Langkilden
Ni beboere er samlet til dagens kaffeslabberas på seniorbofællesskabet Langkildens fælles terrasse. Her er havestolene sat op med storblomstrede hynder, og der er tre forskellige slags småkager på bordet. Det er et ganske pænt fremmøde, måske fordi sensommersolen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen har sneget sig op over 20 grader. Andre dage møder der kun en 3-4 stykker op, men der er altid kaffe kl. 14. Alle hverdage, året rundt. Snakken går lystigt om alt fra hunde og børnebørn til OL og vinsmagning.
Langkildens 27 beboere er hver især involverede i forskellige udvalg og initiativer. Alle tager en tørn for at styrke fællesskabet, uanset om det er i kortklubben eller i botilbudsudvalget. Sidstnævnte løfter en særlig vigtig opgave.
Stor interesse for bofællesskaber
Botilbudsudvalget styrer nemlig Langkildens såkaldte botilbudsliste, hvor det i fællesskab er blevet besluttet, at der maximalt må stå 20 personer på. Der kunne stå flere 100, da interessen for seniorbofællesskabet er overvældende.
”Vi har sat en grænse. Både af hensyn til det administrative arbejde, og fordi det jo ikke er realistisk at få en bolig her, når man står nummer 77 på listen”, fortæller formand for Langkilden, Lars Jacobsen.
Inden for to år har der kun været tre udskiftninger, så det går ikke ligefrem hurtigt i Hvidovre. Men før det overhovedet er muligt at komme i betragtning som ny beboer, er det et krav at man er mellem 50 og 65 år.
”Man skal være frisk i både hovedet og kroppen, når man flytter ind her. Og så skal man være indstillet på at bidrage til fællesskabet og pleje det”, fortæller John Lisborg, som var med til at etablere Langkilden tilbage i 2003.
Samtaler med alle interesserede
Derfor holder botilbudsudvalget løbende samtaler med interesserede. Her er det vigtigt at ”lytte mellem linjerne”, som Anette Mortensen kalder det. Hun sidder lige nu i udvalget og gør sit arbejdet grundigt. For hvad er egentlig grunden til, at vedkommende er interesseret i Langkilden? Er det bare fordi, boligerne er ældrevenlige? Fordi man må holde hund? Eller fordi man lige har solgt sit store hus?
”Det er simpelthen nødvendigt, at man tager stilling til disse ting og grundigt overvejer, hvorfor man ønsker at bo i et bofællesskab, inden man møder op hos os”, fortsætter hun, mens hendes lille hvide hund forsøger at tigge sig til en småkage under bordet.
”Vi har kun 20 huse her. Hvis en enkelt husstand melder sig ud af fællesskabet, så er det 5 %, det er meget. Er der pludselig to, så er det virkelig mærkbart. Derfor gør vi en del ud af at få de rigtige mennesker ind”, supplerer formanden.
Stiller krav til deltagelse
Af den grund inviteres de 20 på botilbudslisten jævnligt til arrangementer, såsom kaffehygge og bankospil. Det er et krav at deltage minimum tre gange om året. På den måde lærer de interesserede stedet og dets beboere at kende, og omvendt, de nuværende beboere får en fornemmelse af, hvem der et godt match. Når der bliver en ledig bolig, stemmer bofællesskabet om, hvem, fra listen, der bedst passer ind.
Fællesskab udelukker ikke privatliv
Langkilden er rækkehusbebyggelse i ét plan, placeret i form som en hestesko. Dét gør, at det er meget nemt at holde øje med hinandens gøren og laden. Alle ved faktisk alt, mere eller mindre.
”Men det er altså ikke sådan, at vi bare render ind og ud hos hinanden hele tiden. Man banker pænt på. Vi er rummelige men der skal også være plads til privatliv. Vi har jo alle sammen interesser uden for fællesskabet; børn, børnebørn, venner og aktiviteter”, forklarer Birthe Koch med smil på læben. Hun har boet i Langkilden siden 2008 og har ikke et sekund fortrudt.
Især i forbindelse med Covid19 lockdown viste fællesskabet sig fra sin stærke side. Her mærkede beboerne slet ikke den isolation og ensomhed, som så mange andre ældre oplevede, fordi de havde hinanden.
”I starten sad vi på hver vores terrasse og snakkede over hækkene. Senere drak vi kaffe udenfor på fællesterrassen iført store vinterjakker. Vi havde målebånd med, så afstanden var korrekt”, griner Birthe.
Resten af selskabet stemmer i og snakken falder herefter på den forestående fællesmiddag, hvor det er alle bofællesskabets herrer, der står for maden. ”Det bliver spændende, hvad de finder på” bliver flokken af damer fnisende enige om. Og sådan går livet videre i Langkilden.