Mmmm..... cookies...

13. marts 2025

Pressemeddelelse: Dom i svindelsagen i Østjysk Bolig

Der er nu endelig sat punktum i svindelsagen i Østjysk Bolig. I går blev tre af de fire anklagede – Østjysk Boligs tidligere direktør, Østjysk Boligs tidligere økonomichef og Danjords tidligere direktør – kendt skyldige i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed eller medvirken hertil. I dag blev straffene udmålt, og de tre dømte fik henholdsvis 2,5 års fængsel, 2 års fængsel og 2 år og 3 måneders fængsel. 

Sagen begyndte i sommeren 2020, hvor en whistleblower gjorde Aarhus Kommune opmærksom på, at den burde undersøge visse forhold i Østjysk Bolig nærmere. Det førte til en intern undersøgelse, der endte med, at direktøren blev politianmeldt og at en større advokatundersøgelse blev igangsat. Advokatundersøgelsen viste tegn på bedrageri og mandatsvig for mindst 15 mio. kr., og sagen blev overgivet til politiet. Det er politiets efterforskning gennem de seneste fire år, der har ført til, at de tre nu er blevet dømt.

Lejerbo, som administrerer Østjysk Bolig, er glade for, at der nu endelig er faldet dom i sagen. 

Mandatsvig af særlig grov beskaffenhed
”Vi konstaterer, at de tre er blev dømte for de fleste af de forhold, de var tiltalt for, og at retten fandt, at der var tale om mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Både på grund af karakteren og omfanget af svindlen, og fordi den er begået af personer i ledende stillinger”, fortæller administrerende direktør i Lejerbo, Palle Adamsen.

”Vi noterer os dog også, at anklagen mod en fjerde tiltalt er frafaldet på grund af forældelse, og det synes vi selvfølgelig er ærgerligt. Men nu skal vi have mulighed for at nærlæse dommen og derefter træffe beslutning om den videre proces i forhold til civile søgsmål.”

Ingen regning til beboerne
”Under alle omstændigheder er det en stor lettelse, at Landsbyggefondens garantiordning står bag beboerne i Østjysk Bolig, idet ordningen har overtaget tabene og vil på vegne af Østjysk Bolig udøve regres-retten. Det betyder helt konkret, at Østjysk Boligs beboere ikke får huslejestigninger på grund af svindlen”, slutter Palle Adamsen. 

Landsbyggefondens garantiordning er en del af det sikkerhedsnet, der er omkring de almene boliger i Danmark.



Kontaktperson: Palle Adamsen, tlf. 3812 1282.