Lav om i din bolig
Når du bor i en almen bolig, har du ret til at udnytte det, der hedder råderetten.
Der findes forskellige former for råderet. Fælles for dem alle er, at du skal kontakte dit ejendomskontor FØR du går i gang. Du finder kontaktoplysningerne på jeres lokale hjemmeside. Kender du ikke adressen på jeres lokale side, kan du finde den via søgefeltet på billedet her.
Individuel råderet
Individuel råderet handler om, at du som lejer har ret til at forbedre din bolig, for eksempel sætte et nyt køkken eller badeværelse op eller flytte en skillevæg.
Du står selv for at få arbejdet udført - altså at skaffe håndværkere, vælge materialer osv. Alt efter hvilket arbejde du får udført, kan du også få refunderet nogle af dine udgifter, når du flytter ud af boligen.
Kollektiv råderet
På et afdelingsmøde kan beboerne vedtage, at alle boligerne for eksempel kan få et nyt køkken. Det kan også blive besluttet, at beboerne kan vælge mellem flere forskellige typer af køkkener. Afdelingen låner pengene til arbejdet og beboerne betaler så af på det nye lån. Det, forbedringerne koster, bliver dermed lagt på huslejen hver måned, så den enkelte beboer betaler af på sin egen boligs forbedring.
Ved den kollektive råderet er det afdelingen/Lejerbo, der bestiller håndværkerne og styrer byggesagen.
Installationsret - hårde hvidevarer
I udgangspunktet må du gerne selv sætte hårde hvidevarer som for eksempel en vaskemaskine eller opvaskemaskine op. Husk bare, at du altid skal kontakte Lejerbo INDEN du går i gang. Og så skal du huske, at du ved fraflytning også selv skal sørge for at få de installerede maskiner ud af boligen igen.
Forslag til ændringer i din afdeling
I Lejerbos boligafdelinger har vi beboerdemokrati. Det betyder, at det er beboerne selv, der bestemmer over deres afdeling.
Hvis du sidder med et forslag til nogle ændringer eller forbedringer i din boligafdeling, så skal det stilles skriftligt. Det betyder, at du skal skrive dit forslag ned, sende det til din afdelingsbestyrelse og herefter præsentere det ved et afdelingsmøde. Og det er uanset, om du ønsker nye cykelstativer eller to blomsterkasser til gården.
Herunder finder du en formular til forslag, der skal behandles på et afdelingsmøde. Den kan udfyldes og sendes til din afdelingsbestyrelse via mail. Du finder en guide til, hvordan du griber det an, på side to i formularen.
Læs mere
Råderetten (Folder fra BL)
Formular - forslag til behandling på afdelingsmødet