Mmmm..... cookies...

9. januar 2024

Samarbejde, forarbejde og frivillige gav godt nytårsresultat i Holstebro

En krigszone. Sådan beskrev nogle af beboerne i Trekanten i Holstebro deres boligområde sidste nytår. Sådan skulle det ikke gå igen dette nytår, havde de boligsociale medarbejdere i områdets medborgerhus, Trivselshuset, besluttet sig for. Den mission lykkedes.

Godt samarbejde mellem rigtig mange parter, et stort stykke forarbejde og en kæmpe indsats fra frivillige kræfter gjorde en stor forskel for nytårstiden i boligområdet Trekanten i Holstebro.

Sidste nytår skabte en gruppe unge drenge utryghed i området ved at affyre fyrværkeri mod hinanden mellem blokkene. 

’Det var hovedsageligt en flok på måske 30 børn og unge, der gjorde det utrygt for de andre ca. 3.000 beboere i området at færdes ude om aftenen, og det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig situation,’ fortæller Anja Klok Schou, der er leder af Den Boligsociale Helhedsplan i området.

Bredt samarbejde
For at undgå en gentagelse af sidste nytårs begivenheder, gik de boligsociale medarbejdere all in på god forberedelse. Der blev sat ind på alle fronter med både informationsmøde, skriftligt materiale, stor involvering af de mange frivillige kræfter i området, ekstra åbent i Trivselshuset, opsøgende arbejde hos forældre, mere politi på gaden osv.

 


’Det, der fungerede bedst, var, at der blev samarbejdet så bredt, og så at både børn og forældre fik ny viden om, hvor farligt fyrværkeri kan være. Det var der faktisk rigtig mange, der ikke var klar over. Og så var de frivillige helt uundværlige i arbejdet med de unge – vi havde ikke kunnet løfte opgaven, hvis det ikke var for de mange frivillige kræfter, der bor i området og som hjalp til,’ fortæller Anja. Det drejer sig blandt andet om mødre- og fædregrupper og om Natugler, der runderer i området efter mørkets frembrud.

Stor indsats

Anja er meget glad for, at deres indsats bar frugt dette nytår. Det var et stort arbejde, men det var det hele værd, mener hun. 

De boligsociale medarbejdere har allerede gjort sig en del tanker om, hvordan dette nytårs erfaringer kan bruges til næste nytår.

’De unge, der skabte utrygheden, var faktisk noget yngre, end vi troede – det drejer sig primært om drenge i 7.-9. klasse. Derfor vil vi til næste nytår alliere os endnu mere med forældregruppen og få dem på banen – fx ved at hjælpe dem med at oprette en forældregruppe, så de sammen kan tale om udfordringer med kedsomhed osv. Derudover vil vi have mere samarbejde med den lokale ungdomsskole, som måske også kan være med til at tilbyde de unge nogle lidt sundere aktiviteter i ferien,’ siger hun.