Krea-klub i Elleparken
Seniorbofællesskabet Elleparken i Næstved kan til november 2022 fejre en flot rund 20-års fødselsdag. Så længe siden er det, at en flok ”i deres bedste alder” samledes i den studiegruppe, som stiftede bofællesskabet. I en periode på omkring 2 år mødtes de én gang om ugen, og med hjælp fra en facilitator, grundlagde de Elleparkens værdier og husorden. Flere af de nuværende beboere var en del af denne oprindelige gruppe. Og de brænder lige så meget for bofællesskabet nu som dengang.
Aktiviteter i fælleshuset
Denne sensommereftermiddag er der ”maleri- og kreaværksted” på programmet, og gruppens faste 5-6 medlemmer er samlet i fælleshuset. Elleparkens formand, Karl Vilhelm Nielsen, er selv til stede, og har fundet lærred og bordstaffeli frem.
”Vi har en masse forskellige grupper og udvalg her, så der kan være rift om fælleshuset. Der er både os, kortklubben, billardgruppen og nørkledamerne. Og så er der både et husudvalg, et haveudvalg og et kulturudvalg”, fortæller han engageret, og suppleres af sin bedre halvdel, Eva Rasmussen.
”Du må ikke glemme søndagskaffe, sammenskuds-frokost og fællesmiddag. Og vores fester. Vi har haft så mange fantastiske fester, og det gør altså virkelig noget godt for fællesskabet. Vi har altid kunnet grine sammen”, siger hun med et stort smil.
Alderdommen trykker de rigtige steder
Eva var med til at etablere Elleparken i sin tid og har været en drivkraft for fællesskabet lige siden. Men nu er alderen begyndt at trykke lidt, synes hun.
”Vi er ikke helt så friske længere. Men vi holder altså hinanden oppe. I og med vi alle er med i de her små interessegrupper, så forpligtiger vi os. Her er der nogen, som regner med en. Og hvis man ikke dukker op, kan man være sikker på, at de andre ringer og hører, om alt er vel.
Beboersammensætningen i Elleparken er fordelt på 18 kvinder og 9 mænd. Heraf har 17 beboere rundet de 80 år, et par stykker er over 85 mens en enkelt snart kan fejre 90 år. Men der er en grund til at aldersgennemsnittet er så højt, mener Birthe Dissing, som ligeledes har været med fra begyndelsen.
”Jeg tror ikke, det et en tilfældighed, at vi bliver gamle herude. Fordi vi har fællesskabet, så holder vi hinanden oppe og lever længere. Vi hjælper hinanden i sorg og glæde”, siger hun og kigger op fra den lille porcelænsnisse, hun er ved at male.
Fællesskab forpligter
Fællesskabet er Elleparkens styrke, og beboerne gør sig selvsagt mange overvejelser omkring nytilkomne, når der bliver en bolig ledig. Ventelisten til seniorbofællesskabets 20 boliger administreres af Lejerbo, men beboerne har den fulde anvisningsret. Det betyder, at de selv vælger, hvem der skal være deres naboer. Når der er en god håndfuld nye interesserede på listen, inviterer Elleparkens boligudvalg til informationsmøde. Er man fortsat interesseret efter dette møde, kan man forvente en invitation til kaffe eller fællesmiddag, hvor det er muligt at møde de øvrige beboere – og omvendt. Herefter afgør demokratiet, ved håndsoprækning, hvem der flytter ind.
Alle omkring bordet er nu enige om, at der snart er behov for nye og yngre kræfter, som har lyst til at tage fat og løfte Elleparken videre. ”Nogle gode folk, som vil os”, uddyber Eva og fortsætter:
”Corona har slået os lidt ud, faktisk. Vi er mere forsigtige nu og på en eller anden måde, er vi kommet for langt ned i tempo. Selv om vi havde hinanden under nedlukningen, så har mange trukket sig. Vores fællesskab er blevet mere skrøbeligt, og det kan mærkes. Jeg håber virkelig, vi kan hjælpe hinanden med at få det på rette kurs igen. Det skal vi”.
Måske kan de kommende fester og fællesarrangementer sparke lidt energi i de gamle kroppe igen. Der er i hvert fald ingen, der ønsker at gå glip af hverken fødselsdag eller julefrokost. Elleparkens motto: ”Hvorfor kede sig ihjel, når man kan dø af grin sammen” skal jo til enhver tid overholdes.
overvejer du at flytte i et seniorbofællesskab?